Venstremand helt uenig med Cepos: - Kæmpe forbier

Få timer efter, at L&F i onsdags havde præsenteret sin klimaplan, sendte Cepos en pressemeddelelse ud, hvor de taler for, at landbruget skal påføres CO2-afgift. Den udmelding får Venstres Asger Christensen op i det røde felt.

Onsdag præsenterede Landbrug & Fødevarer sin klimaplan, der har til formål at vise, hvordan landbrugssektoren realistisk kan nå sit klimamål inden 2030 uden en CO2-afgift på de biologiske processer.

Ganske få timer senere sendte Tænketanken Cepos så en pressemeddelelse ud, hvor analysechef Otto Brøns-Petersen talte for, at landbrugets biologiske processer bliver omfattet af den generelle klimaafgift på 750 kroner pr. ton CO2e, som også rammer den øvrige industri.

Det er en afgift i den størrelsesorden, som Klimarådet også har anbefalet, da den vil være med til at føre til en nødvendig strukturel omstilling af landbruget. Med andre ord vil især mange bedrifter med kvæg få svært ved at klare den.

Meldingen fra Cepos bliver mødt med kritik fra Venstres europaparlamentariker, Asger Christensen, der også selv er ejer af kvægbedrift i Jordrup ved Kolding.

I et indlæg som han har sendt til LandbrugsAvisen, lyder det om Cepos’ udmelding.

- Sådan en udmelding får mig helt op i det røde felt. For det vil de facto lukke den danske produktion. På vores gård ville vi skulle betale syv millioner ekstra. Med andre ord; Vi ville gå konkurs, skriver han.

Asger Christensen understreger i sit indlæg, at han er enig i, at vi skal nå i mål med den grønne omstilling.

- Men vi skal beholde verdens bedste landbrugsproduktion på danske hænder. Og folk skal ikke efterlades uden mad på bordet. Derfor er det i min bog en kæmpe forbier at drømme om en så umenneskeligt høj CO2-afgift på den biologiske proces, lyder det fra Asger Christensen.

Han mener, at i stedet bør vi holde og udvikle produktionen i Danmark. Samtidig skal der sættes fokus på udvikling, så der kan produceres grønnere og mere effektivt. Der skal investeres mere i forskning og udvikling af nye teknologier, der kan hjælpe landmændene på vej mod den grønne omstilling. Her nævner han blandt andet fodertilsætningsstoffet Bovaer.

Asger Christensen er langt fra den første venstremand, som er kritisk over for en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton CO2e på landbrugets biologiske processer.

Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen har meldt ud, at en sådan afgift vil ”slå landbruget ihjel to-tre gange på samme dag”.

Deres partifælle, fødevareminister Jacob Jensen (V), har tidligere udtalt, at han ikke mener, at dansk landbrug kan sammenlignes med øvrig industri, men har ikke ville forholde sig til, hvad niveau en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer bør være på.

Regeringen afventer, at ekspertudvalget med professor Michael Svarer i spidsen kommer med sine anbefalinger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle