»Vi står 100 procent bag landbrugspakken selv om vi er uenige«

Det Konservative Folkepartis opbakning til VKOs landbrugspakke er usvækket trods politiske skænderier med Venstre om de danske klimaambitioner. Det siger partileder Søren Pape.

»Vi skal nok lade være med at kravle højere op i træet, end hvad der er rimeligt. Omvendt skal en regering hele tiden huske at tælle til 90. En regering, der er så lille som Venstres, skulle lytte til de venner, der har bragt den til magten, i stedet for at lægge sig ud med dem. Den gensidige respekt - den skal man hele tiden huske i et godt samarbejde!«

Sådan siger Søren Pape, leder af Det Konservative Folkeparti, i en skarp kommentar til den standende »klimakrig« mellem Venstre og De Konservative.

Klimaminister i modvind

Bølgerne går højt mellem de to ellers nære samarbejdspartnere, hvor Venstres klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, er kommet i mindretal på et spørgsmål om at sænke de danske klimaambitioner.

De Konservative vil ikke være med til at nedsætte målsætningen for reduktion af de danske CO2-udledninger i 2020 fra 40 til 37 pct. Den var partiet selv med til at fastsætte i foråret sammen med den tidligere SR-regering og venstrefløjen.

Ifølge klimaministeren vil den konservative holdning være dybt skadelig for ikke mindst landbruget. Det vil koste konkurrenceevne, arbejdspladser og skubbe til fallitterne.

Ministeren henviser til Energistyrelsen, der skønner, at målet kan udløse en ekstraregning til landbruget på 6,1 mia. kroner over de næste 30 år.

»Klimaindsats er vigtig«

»Er du ikke bekymret på landbrugets vegne?«

»Vi mener overhovedet ikke, regnestykket holder. Og vi er i øvrigt ikke »religiøse« i forhold til målsætningen om at reducere CO2-udledningen med 40 pct. i 2020,« siger Søren Pape.

»Vi er »klimarealister«, men for De Konservative er klimaindsatsen vigtig. Vi vil gerne aflevere jorden til vore efterfølgere i lige så god stand, som vi fik den.«

Søren Pape understreger, at De Konservative netop fik tilføjet i aftalen bag Klimaloven, at målet ikke må koste danske arbejdspladser.

Derfor er han fortørnet over at se sig selv og sit parti udråbt til fjender af erhvervsliv og landbrug i det, han betegner som »et fantastisk spin« af Venstre.

»Jeg er meget skuffet over en normalt god samarbejdspartner. Vi to partier burde da tage hinanden i hånden, også for at gøre noget godt for vores landbrug.«

Bakker op om landbrugspakke

»Hvad betyder uoverensstemmelserne for forhandlingerne om landbrugspakken?«

»Uanset den måde, vi synes, klimaministeren behandler os på lige nu, så ændrer det ikke på, at vi står ved vores politik og den landbrugspakke i 16 punkter, som vi har givet håndslag på. Den står vi 100 pct. ved. Det skal landbruget ikke være i tvivl om!« siger Søren Pape.

»Vi er voksne mennesker, og det skal ikke gå ud over landbruget, at en klimaminister fra Venstre opfører sig lige kejseragtigt nok. Og mon ikke der er gode mennesker i Venstre, som vil hjælpe til med, at denne sag bliver løst,« lyder det fra den konservative partileder.

Faktaboks

Søren Pape Poulsen

  • 43 år. Udlært Grundfos i Bjerringbro
  • Speditør, seminarium, borgmester i Viborg 2010-2014
  • Fra 2014 Konservativ leder, valgt til Folektinget juli 2015

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle