Arbejdstilsynet: Godt arbejdsmiljø er arbejdsgivers ansvar

Konsulenterne bør rette deres utilfredshed med dårlige arbejdsforhold mod deres egen ledelse. Det er Arbejdstilsynets replik til utilfredse planteavlskonsulenter.

Planteavlskonsulenterne i Landbrugsrådgivning Syd kritiserer i et debatindlæg Arbejdstilsynet for ikke reagere, når konsulenterne fortæller, at de føler sig presset fra en kaotisk og uforudsigelig regulering.

"Hvornår vil arbejdstilsynet evne at vurdere planteavlskonsulenternes arbejdsvilkår? Når vi nævner stress på grund af urimelige deadlines fra det offentlige, bliver der ikke gjort noget ved sagen. Og hvor skal man så henvende sig, uden at virke som en kværulant?", spørger konsulenterne i debatinlægget.

Svar: Hus forbi

Men konsulenterne retter skytset det forkerte sted hen, skriver tilsynschef i Arbejdstilsynet Ida Karup i en kommentar til LandbrugsAvisen.

Hun opfordrer planteavlskonsulenterne at gå til deres arbejdsgiver med deres frustrationer.

"Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Og dermed også arbejdsgiverens ansvar at tilrettelægge arbejdet, så ansatte ikke bliver syge af at gå på arbejde", skriver hun.

"Hvis Arbejdstilsynet får mistanke om, at der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø, så afdækker vi det i forbindelse med vores tilsyn. Det sker blandt andet gennem samtaler med både ledelse og ansatte på virksomheden. Hvis vi konstaterer en overtrædelse af arbejdsmiljølovens bestemmelser, reagerer vi med påbud".

Direktør for skud

Dermed er søgelyset rettet mod i første instans Børge Sørensen, direktør i Landbrugsrådgivning Syd.

Han afviser ikke, at det principielt er korrekt, at medarbejdernes vilkår er et anliggende for den, der sidder med personaleledelsen.

"Jeg kan da godt se, at konsulenternes kritik af arbejdsmiljøet falder tilbage på mig. Men det er altså politikerne, der flytter målstregen midt i vadestedet, og styrelsen, der ændrer reglerne. Vi ved aldrig, hvornår vi er i mål. Hvad skal man så gøre som arbejdsgiver"?

"Det her er jo heller ikke en god situation for Landbrugsstyrelsens medarbejdere", tilføjer Børge Sørensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle