Udnyt godt grovfoder og styrk likviditeten

Likviditeten kan forbedres ved at øge andelen af godt grovfoder denne vinter.

De store grovfoderbeholdninger af god kvalitet, som er høstet i 2014, bør kunne bruges til at presse en del af det indkøbte foder ud og derved forbedre likviditeten i de kommende måneder.

Det mener Ejvin Kortegaard, kvægrådgiver ved Jysk Kvæg.

Han har regnet på økonomien i at gå fra et grovfoderniveau på 14,5 kg ts græs og majs til niveauer på 15,5 kg ts, 16,5 kg ts og 17,5 kg ts græs og majs.

For hvert step spares der penge, og likviditeten styrkes.

Op til 950 kroner pr. ko

Ved at gå fra 14,5 kg ts græs og majs til 17,5 kg ts græs og majs spares der dagligt 313 kroner i indkøbt foder i en besætning på 100 køer.

»Det er en øvelse i at udfordre koens grovfoderoptagelse, og det kræver selvfølgelig, at grovfoderet er godt og tilstrækkeligt, samt at det øgede grovfoderniveau ikke giver sundhedsmæssige problemer,« pointerede han til Jysk Kvægdag.

Styrker likviditeten

Ved at øge grovfoderforsyningen fra 14,5 til 17,5 kg ts/ko/dag forbedres likviditeten med op til 954 kroner pr. årsko.

»Grovfoderet er allerede lagt på lager, og dyrkningsomkostningerne er betalt. Kan I spare på det indkøbte foder, styrkes bedriftens likviditet,« sagde Ejvin Kortegaard.

Knap 1.000 foderanalyser ved Jysk Kvæg viser, at der skal 1,22 kg ts græsensilage til én FEN og 1,19 kg ts majsensilage til én FEN.

Faktaboks

Mere grovfoder

  • De fleste har opnået en god grovfoderhøst både hvad angår mængde og kvalitet
  • Det bør udnyttes til at spare på det indkøbte foder i de kommende måneder

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle