Efter oksekødsrapport: Partier kræver kontrol med landbrugsfonde

Enhedslisten og De Radikale vil i kølvandet på udskældt oksekødsrapport øge kontrollen med landbrugets fonde.

To af regeringens støttepartier, Enhedslisten og De Radikale, vil have mere politisk kontrol med landbrugets fonde. Det skriver dagbladet Information. 

Baggrunden er sagen om den stærkt kritiserede oksekødsrapport fra Aarhus Universitet.

Rapporten blev præsenteret som uvildig forskning, men efterfølgende viste det sig, at blandt andet slagteriselskabet Danish Crown var med til at udarbejde den.

I kølvandet på rapporten er det ifølge Information kommet frem, at Danish Crowns topfolk i nogle tilfælde har været inhabile, når de som bestyrelsesmedlemmer i Kvægafgiftsfonden har uddelt penge til forskningsprojekter.

"De her fonde er finansieret på finansloven og ved afgifter, og der synes jeg, vi må have en forventning om, at midlerne bliver forvaltet på en anden måde end i dag", siger landbrugsordfører hos De Radikale Zenia Stampe.

Kvægafgiftsfonden er en af flere landbrugsfonde, der i alt uddeler omkring en halv milliard kroner om året til forskning og markedsføring.

Pengene kommer dels fra finansloven og dels fra afgifter, som landmændene betaler, når dyr slagtes, og der produceres mælk.

Fondene er underlagt blandt andet offentligheds- og forvaltningsloven samt tilsyn fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Bestyrelserne i fondene, der har navne som Kvægafgiftsfonden og Promilleafgiftsfonden, er sammensat på en måde, så erhvervets repræsentanter er garanteret et flertal.

Enhedslistens landbrugsordfører, Søren Egge Rasmussen, mener, at fondene bør underlægges mere politisk kontrol.

"Fondene er indrettet på en måde, så det traditionelle landbrug giver penge til sig selv. De her mange midler bør i højere grad bidrage til klimadagsordenen og den omstilling, vores samfund skal gennemgå, og hvor landbruget spiller en central rolle", siger han til Information.

Han vil tage sagen op over for regeringen i forbindelse med igangværende landbrugsforhandlinger.

Tilbage i 2015 var den daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) også indkaldt til et samråd, hvor han skulle regeringens planer om at svække landbrugets indflydelse på fondene.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle