Giftstoffet PFOS er fundet i oksekød fra køer i Odense

Oksekød fra kogræsserforening bør ikke spises, vurderer Fødevarestyrelsen, da det indeholder giftstoffet PFOS.

Giftstoffet PFOS er fundet i oksekød fra en kogræsserforening i Odense.

Det er fundet i så store mængder, at Fødevarestyrelsen vurderer, at kødet ikke bør spises. Det skriver mediet Ingeniøren.

PFOS er et fluorstof, der kan påvirke leveren, immunsystemet og regnes for at være kræftfremkaldende. Stoffet er næsten umuligt at opløse, når først det er i kroppen.

I foråret sidste år kom det frem, at det giftige stof havde spredt sig fra en brandskole til en mark i Korsør, hvor køer græssede. 118 borgere fik derefter målt forhøjede værdier af PFOS i blodet.

Efterfølgende, i oktober sidste år, blev der så fundet forhøjede koncentrationer af giftstoffet i et vandløb og på en mark ved Odense. Det er kød fra dyr, der græssede i det område, der nu er testet for PFOS.

PFOS-indholdet i oksekødet fra Odense er dog omkring 100 gange mindre end i sagen fra Korsør, skriver Ingeniøren.

Ifølge Fødevarestyrelsen er der "meget lille" risiko for sundhedsmæssige konsekvenser, fordi det er lave niveauer af PFOS, der er fundet i kødet.

Medlemmerne af kogræsserforeningen vil have svar på, om de har PFOS i blodet.

"Vi har det dårligt med det. Vi har heldigvis ikke spist noget af dette års kød og har nu smidt det ud, men vi har haft køer gående på det konstaterede PFOS-forurenede areal siden 2018, hvor vi har spist kødet", siger Ulf Løbner-Olesen, bestyrelsesmedlem i Seden Strandby Kogræsserlaug, til Ingeniøren.

"Nu vil vi gerne have svar på, om vi er inficeret med det her, og i så fald hvor meget eller hvor lidt det er".

Stammer måske fra spildevandsslam

Efter sagen fra Korsør kom frem, har der været stor fokus på giftstoffets potentielle skader i Danmark.

I november udpegede landets kommuner 25 risikoområder, hvor der kan være en mulig sundhedsrisiko i forbindelse med tidligere brandøvelsespladser.

Stoffer fra PFAS-gruppen, som PFOS er en del af, har nemlig været anvendt i blandt andet brandskum. Det blev forbudt i 2006, men restlagre kunne bruges frem til 2011.

I Odense ved man ikke med sikkerhed, hvor PFOS-forureningen stammer fra. En kilde kan ifølge grundejeren Vandcenter Syd være spildevandsslam, som blev opbevaret direkte på jorden i 1990'erne.

I slutningen af december fik forskere fra Aarhus Universitet en millionbevilling til at udvikle en metode, der kan neutralisere de skadelige stoffer i naturen.

Desuden skal borgere fra Korsør være en del af et forsøg, der skal undersøge, om giftstofferne kan udskilles hurtigere fra kroppen ved hjælp af kolesterolsænkende medicin.

/ritzau/

Artiklen er opdateret den 21. januar kl. 10:50. Tidligere fremgik det i et afsnit, at der blev peget på en æbleplantage som mulig kilde til forureningen. Dette afsnit er nu fjernet, efter at Ingeniøren har fjernet afsnittene. Det sker, fordi Vandcenter syd ikke længere anser den kilden som årsag til forureningen. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle