LDM direkte uenig med Arla: Vi har ikke fået svar og kræver det stadig

LDM er direkte uenig med Arla i, at producentforeningen har fået svar på en lang række spørgsmål om andelsforeningens fastsættelse af tillæg og priser. Arla afviser at udlevere bilag, men LDM sætter stadig deres lid til at Arla vælger at udlevere de efterspurgte bilag.

Sagen om tillæg og hemmlige papirer hos Arla lever stadig i bedste velgående.

I sidste uge tog Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (LDM) det første skridt mod en egentlig retssag mod Arla efter over et års trusler om at tage sagen i retten.

Men truslen om en retssag har ikke fået Arla til at ryste i bukserne, tværtimod. Arla mener nemlig, at man har svaret både grundigt, fyldestgørende og flere gange på andelshavernes spørgsmål. Det fremgår blandt andet af et skriftligt svar som Arlas advokat Martin M Thillemann har sendt til Landbrugsavisen.dk.

Men det passer ikke, mener LDM, der mandag går i rette med Arla.

"Svaret fra Arla Foods er, at ”Spørgsmålene er behandlet”. Det er rigtigt at spørgsmålene er behandlet, men spørgsmålene er aldrig blevet besvaret, og ingenlunde på skrift, som repræsentanterne har bedt om", skriver LDM i en pressemeddelelse.

Repræsentanter har ret til indsigt 

Sagen tog sin begyndelse for over et år siden, da LDM stillede en række spørgsmål til regler og praksisser for priser og tillæg i Arla. 

Herunder har der især været interesse i at forstå tildelingen af tillæg og fradrag for den ret omtalte svenske sommermjölk og for non-gmo samt for Arlas kvalitetsprogrammer. 

I sidste uge stillede LDM så på vegne af fem repræsentantskabsmedlemmer - altså folkevalgte i mejeriselskabets eget system - samme spørgsmål til Arla. Fordi foreningen ikke mente at være blevet klogere, trods Arla eksempelvis i oktober holdt møder med de 77 danske repræsentantskabsvalgte for at svare på kritikken.

Helt konkret har LDM og de fem repræsentantskabsmedlemmer krævet indsigt i ni dokumenter.

"De fem folkevalgte mener nemlig slet ikke, at de kan få adgang til den information, de har brug for. Hverken LDM eller repræsentanterne har set referater eller principper for tildeling af tillæg til mælkeprisen. Og de må jo findes", skriver LDM og fortsætter:

"Det burde være hævet over enhver juridisk tvivl, at repræsentanterne, som er mejeriets øverste myndighed, har ret og krav på at se beslutninger og principper som ligger til grund for mejeriets krav og prisberegninger med mere, som angår andelshaverforhold. Foreløbig er der ingen, som taler om indsigt i prisaftaler med supermarkeder eller andet, som i mange tilfælde kan være underlagt en eller anden form for fortrolighed. Vi taler udelukkende om behandling af andelshaverforhold, altså ejerne", skriver LDM.

Fristen for at Arla frivilligt kan aflevere bilagene, uden at det fører til en retssag mellem parterne, er omkring nytår.  

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle