Seges: Stop op - før du får fingrene i maskinen

I løbet af foråret igangsætter Seges en kampagne for at reducere antallet af arbejdsulykker i landbruget.

En del alvorlige ulykker i landbruget de seneste måneder får nu Seges til at lancere en kampagne, der forhåbentlig vil reducere antallet af ulykker. 

"Jeg skulle bare lige".

Det er en vending som går igen og igen når Helle Birk Domino, der er arbejdsmiljøchef hos Seges, er ude at besøge landmænd, der har været ramt af arbejdsulykker. 

"Det er noget vi hører rigtig mange gange. Det siger mig, at man ville kunne undgå mange ulykker ved lige at stoppe op inden man går i gang med en opgave", siger Helle Birk Domino til landbrugsavisen.dk. 

I kampagnen, der kommer til at hedde "Stop op – før du får fingrene i maskinen", er der derfor tre centrale spørgsmål, der vigtige at stille sig selv inden en opgave påbegyndes: 

  1. Ved jeg præcis, hvordan jeg skal udføre opgaven ? Herunder er jeg tilstrækkeligt instrueret?
  2. Er der en sikkerhedsmæssig risiko ved den arbejdsopgave, jeg skal udføre ?
  3. Har jeg, hvad jeg skal bruge for at udføre opgaven sikkert? herunder tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler. Er der hænder nok eller bør vi være to om opgaven?

Stop maskinen

Det er ikke kun ved arbejde med maskiner at det er vigtigt at stoppe op og risikovurdere inden arbejdsopgaven igangsættes, selvom ved arbejde med maskiner er risikoen ganske høj, og konsekvenserne har vist sig at være meget alvorlige, lyder det fra Helle Birk Domino. 

"Det er også helt basalt at stoppe maskinen inden man begynder at reparere den eller lignende, men det gælder også med mange andre ting. Stop også lige op på møder og sæt sikkerhed på dagsordenen", siger hun. 

Men er det realistisk at få landmænd til at ændre adfærd, så der bliver færre ulykker?

"Det har jo vist sig at være supersvært, men vi arbejder på det. Hvis man spørger de landmænd, der er ramt af en ulykke, så tror jeg at mange af dem vil sige, at det ville have været værd lige at stoppe inden de "bare lige" gjorde det, de kom til skade med", siger hun. 

Hun påpeger, at det selvfølgelig handler om, at chefen skal går foran og alle vil jo gerne passe på deres medarbejdere, men det handler også om, at passe på sig selv.

 


 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle