Kyllingeslagteri begynder at klimamærke sine produkter

Scandi Standard, der ejer det danske kyllingeslagteri Danpo, vil begynde at klimamærke sine produkter, så det fremgår af pakkerne, hvor stort CO2-aftryk produktet har.

Scandi Standard har gennemgået og beregnet CO2-aftrykket for mere end 280 af sine produkter, der sælges på de fem hjemmemarkeder, der tæller Sverige, Danmark, Norge, Finland og Irland.

Scandi Standard, der ejer det danske fjerkræslagteri Danpo, har allerede indført klimamærkning på seks af sine norske grillprodukter fra datterselskabet Den Stolte Hane. Mærket vil løbende blive tilføjet emballagen på de øvrige markeder.

Det skriver Scandi Standard i en pressemeddelelse.

Det er det specialiserede og uafhængige konsulenthus, Carbon Trust, der har beregnet CO2-aftrykket for Scandi Standard. 

Beregningerne dækker hele værdikæden fra foderproduktionen til moderdyrene, opdræt af kyllingerne, forarbejdning af kyllingekødet, pakning og transport af kyllingeproduktioner til dagligvarebutikkerne samt tilberedning af kødet hjemme hos forbrugerne, forklarer koncernen.

Det er klart foderproduktionen, der udgør den største klimapåvirkning, viser beregningerne.

Scandi Standard har valgt at mærke deres produkter dels for at hjælpe forbrugerne med at træffe oplyste dagligvareindkøb, dels for at understøtte virksomhedens forpligtelse til Paris-aftalen, der sigter efter at begrænse udledningen af drivhusgasser, og målsætning om at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader.

- Disse beregninger, som vil blive opdateret hvert andet år, vil være en vigtig del af Scandi Standards klimastrategi fremadrettet om at reducere vores CO2-aftryk på linje med 1,5 graders målet. Dette er også et vigtigt og konkret skridt mod vores overordnede ambition om at være en fremtidssikret virksomhed, siger Jonas Tunestål, CEO hos Scandi Standard.

- Ifølge flere videnskabelige undersøgelser har kylling et lavere kulstofaftryk pr. kilo sammenlignet med andet almindeligt dyrekød som okse- eller grisekød. Men vi skal stadig reducere vores CO2-fodaftryk. Nu kender vi klimaaftrykket på et detaljeret niveau, og hvor vi skal fokusere vores CO2-reduktionstiltag, siger Ida Ljungkvist, direktør for bæredygtighed hos Scandi Standard.

Blandt andet arbejder virksomheden på at erstatte den importerede soja med andre proteinkilder, fremgår det.

Retssag om klimamærke

Andre firmaer har tidligere slået sig på at udforme deres eget klimamærke.

I juni 2021 landede en klage over Danish Crowns kampagne ”Klimakontrolleret Gris” hos Forbrugerombudsmanden.

Afsenderen var Greenpeace, der mente, at kampagnen var greenwashing.

Siden har Klimabevægelsen, Dansk Vegetarisk Forening (DVF) og Forbrugerrådet Tænk lagt sag an mod Danish Crown.

I september godkendte Vestre Landsret at både Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer kunne gå med i sagen på Danish Crowns side og være såkaldte biintervenienter i retssagen.

Sagen handler helt konkret om kampagnen "Klimakontrolleret gris", og hvorvidt Danish Crown har overtrådt markedsføringsloven ved at markedsføre dansk grisekød som "mere klimavenlig, end du tror" og ved at anvende netop betegnelsen "klimakontrolleret gris".

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle