Sønderjysk landmandsgruppe forventer at indgive stævning for målrettede efterafgrøder om få dage.
Den sønderjyske landmandsgruppe Agerskovgruppen forventer at blive færdig med en juridisk forundersøgelse af konsekvenserne af de øgede krav om efterafgrøder i løbet af de nærmeste dage.
Straks herefter vil gruppens advokat Hans Sønderby indgive stævning mod staten. Det oplyser Jens Peter Aggesen, formand for Agerskovgruppen.
”Vores forventning er, at vi har tingene klar til at stævne staten i denne uge”, siger Jens Peter Aggesen.
Ikke påvirket af andre
Ifølge Jens Peter Aggesen får det ingen konsekvenser for Agerskovgruppens planer, at fire landboforeninger samtidig har varslet deres egen juridiske forundersøgelse af grundlaget for vandplanerne, og at Bæredygtigt Landbrug mener, at foreningens egen vandplanssag, som har kørt i tre et halvt år, indirekte også rummer efterafgrøde-aspektet.
”Vores sag går direkte på de fremrykkede efterafgrødekrav. Vi går efter at få både dem og datotyranniet fjernet – det er der os bekendt ingen andre, der kører sag på”, siger Jens Peter Aggesen.
”Det er en helt forkert antagelse, at de andres aktiviteter rammer os – der er masser af landmænd, der bakker os op. Vi kører på.”
Give milliontab
Agerskovgruppen har som led i sin bevisførelse analyseret 25 bedrifter for konsekvenserne af de målrettede efterafgrøder.
En af de landmænd, der har lagt bedrift til en konsekvens-analyse, er Holger Iversen, Augustenborg, som er næstformand i Agerskovgruppen.
Han fortæller, at de analyser, som to konsulenter i LandboSyd har udarbejdet, viser, at de målrettede efterafgrøder på hans bedrift betyder et direkte tab på ca. 750.000 kroner om året. Dertil kommer afledte tab, så det samlede regnestykke let kan komme op på en million om året.
Regnestykket
Holger Iversen forklarer om regnestykket, at han driver 430 hektar hovedsageligt med vintersæd, og 20 pct. af arealet med raps.
De nye efterafgrødekrav betyder, at han i stedet skal så efterafgrøder på 50 pct. af arealet med efterfølgende vårbyg.
”Det betyder, at vi kommer til at mangle rigtig meget hvede til vores griseproduktion. Det skal vi så ud og købe”, siger Holger Iversen.
Han og konsulenterne sætter forskelsprisen på vinterhvede og vårbyg til 12 kroner, for hans jord er langt bedre til hvede end til vårbyg.
”Vi avler kun 56 hkg i vårbyggen men 82 hkg i hveden. De tal er gennemsnittet af de fem foregående år – så der er ikke noget at komme efter”, siger Holger Iversen.
”Det betyder, at jeg mangler ca, 1.740 kr pr. hektar eller knap 750.000 kr. på min ejendom”, sammenfatter Holger Iversen.
Efterafgrøder højt spil
Et årligt underskud på 750.000 kr. kan gøre hele forskellen på Holger Iversens bedrift, understreger han.
”Hvis jeg piller 750.000 kr. ud af min årlige konsolidering, giver min ejendom underskud. Jeg har da ikke 750.000 i overskud hvert eneste år”.
”Det her vil udløse en lavine af negative sideeffekter: Det vil ødelægge jordprisen og forpagtningspriserne, pludselig er vi insolvente igen. Så kommer bankerne efter os og kreditforeningerne bliver nervøse – det er virkelig højt spil, det, man har gjort her”, siger Holger Iversen.
Han tilføjer, at så har han slet ikke sat tal på en række øvrige problematikker: At han kommer til at mangle kvælstof og dermed protein, så han skal ud og købe mere soja.
Umulige frister
Dertil kommer det umulige i at overholde fristerne, siger både Holger Iversen og Jens Peter Aggesen:
”Inden 20. august skal jeg så 301 hektar med raps og efterafgrøder. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, for så skal vi være færdig med at høste 1. august – og det er vi bare ikke”!
”Det er i et tidsrum, hvor vi i forvejen presser vores folk til det yderste. Så det er helt tosset”, simpelthen”, siger Holger Iversen.
12 høstdage i snit
Jens Peter Aggesen tilføjer, at det er forkert, når folk i almindelighed antager, at landmænd har en måned til at høste.
”Vi har reelt i gennemsnit kun 12 høstdage til rådighed i landbruget, for det sker som bekendt, at det regner i Danmark.
”De nye efterafgrødekrav er dårligt for miljøet, for naturen og for landmandens og samfundets økonomi. Der er så mange negative sideeffekter af det her - og det kan ikke lade sig gøre at overholde såfristen 20. august. Vi skal af med datotyranniet”!
Agerskovgruppen forventer at inddrage beregninger fra i alt 25 ejendomme i stævningsmaterialet.
Rettelse: 24.6. kl. 12.55: Fejl i beløb rettet (ca. 750.000 kr., ikke 740.000) og fremrykkede, målrettede efterafgrøder rettet til 'de fremrykkede efterafgrødekrav'.