Så er høsten af alle afgrøder i gang: Se hvem, der kom først

Alle 13 store afgrøder, som er en del af konkurrencen Skyd Høsten, er nu meldt ind.

Selv ikke vedholdende regnbyger formår at stoppe høsten helt, og rundt om i hele landet er der godt gang i maskinerne, der har haft fat i alt fra engrapgræs til hestebønner.

I LandbrugsAvisens konkurrence 'Skyd Høsten' er der nu også indsendt billeder fra landmænd, der høster alle de større afgrøder.

Som en del af konkurrencen kunne man vinde en præmie ved at være den første til at indsende et billede af høsten af de 13 store afgrøder: 

Triticale, spinat til frø, engrapgræs, rødsvingel, vinterbyg, alm. rajgræs, raps, vinterhvede, hvidkløver og vårbyg, havre og hestebønner.

første vinder ikke helt i hus med høsten endnu

Den første afgrøde var engrapgræs, hvor høsten blev skudt i gang 28. juni hos Brødrene Madsen & Søn I/S i Haslev. Høsten var af sorten Chester på 32 hektar med en vandprocenten på 12,5 procent og et udbytte, der så ud til at blive lige omkring 1400 kg. pr. hektar.

De er nu færdige med alt frøgræs og raps, men mangler 180 hektar hvede og vårbyg, fortæller Thomas Madsen, den yngste del af Brødrene Madsen & Søn.

Hvad angår udbyttet ser det også stadig positivt ud:

"Vi har høstet næsten 1800 kg, så det ser ret positivt ud. Men det er ikke renset færdig endnu, så vi ved det faktisk ikke. Men jeg har en høj forventning om, at vi gør. Vi får svar til oktober-november", siger han til landbrugsavisen.dk mandag eftermiddag.

"Hvis vi bare får en tør periode med stabilt vejr på hele dage, så har vi syv-otte dage tilbage. Vi er også færdige med raps, der har givet 10 procent mere, end hvad vi plejer at høste. Vi har været rigtig gode til at dyrke raps. Sidste år fik vi 4200 kg raps pr. hektar, og 5500 kg pr. hektar i år. Hvidkløver er den eneste, der er skuffende", fortsætter Thomas Madsen.

Vindere på stribe

Kort efter den første høst af engrapgræs meldte Nøragergård ved Slagelse, at de 1. juli høstede to ud af ti hektar rødsvingel. Afgrøden stod stadig ret op, men med udsigt til blæsevejr høster de den tidligt for at undgå dryssespild.

En uge senere var den røde Case IH 7240 mejetærsker, der kører på tredje sæson hos Jesper Strange i Nykøbing Falster i marken for at tage årets høst af vinterbyg, der så "pissegodt ud".

Den første alm. rajgræs, der kom i hus var hos Kristoffer Linderoth, der i midt juli skårlagde 40 hektar almindelig rajgræs med et udbytte på cirka 1.450 kg råvare. Sidste år gik der ild i den ene mejetærsker, så i år var han ekstra opmærksom på ilden.

Og som måske en af de første i det danske land, gik 37-årige Tim Legård 17. juli i gang med at høste i alt seks hektar vinterraps af sorten DK Exlibris.

Regnen driller det sidste høstarbejde

Det blev TH Agro på Vestfyn, som klippede de første hektar i vinterhveden med fint resultat. Medejer Torben Thomsen fortæller mandag til landbrugsavisen.dk, at de endnu ikke er helt færdige med årets høst, de mangler stadig 120 hektar med hvede og 30 hektar vårbyg.

"Hveden er gået fint, hvor vi startede med foderhvede med 8 og 10 ton pr. hektar, alt efter jordtypen. Så har vi høstet brødhvede på 9 ton pr. hektar. Det er lige til den gode side, og hvad vi havde håbet på", siger Torben Thomsen, der også fortæller, at især de sidste 14 dage har drillet og stoppet høstarbejdet på grund af regnen.

"I starten var det super nemt høstarbejde, men de sidste 14 dage været et gedemarked, hvor vi har nået at høste 50 hektar, fordi det har regnet for meget. Det er alt for lidt. Vi håber, vi bliver færdige med den sidste hvede og vårbyg inden weekenden", fortsætter han.

På Kaalhøjgård ved Korsør var det en dansk klassiker, en hjemmebygget pick-up skærebord på en Dronningborg 4000S, der høstede de første hvidkløverer på en anden års mark og med et udbytte på 900 kilo renvare.

Første vårbyg kom i hus hos Burbjerggaard ved Svebølle på Sjælland, der var meget spændt på proteinprocenten.

Sidste afgrøde i hus

Årets høst af brødrug blev 26. juli skudt igang  på Grønnessegaard Gods, hvor udbyttet så "ret godt ud" ifølge godsejer Ditlev Hasselbalch, der høstede lidt for tidligt for at undgå lejesæd.

Samme dag hoppede I/S Feldthusen ved Næstved i mejetærskeren og tog hul på en forrygende første høst af 65 hektar med spinatfrø.

Årets høst af triticale startede et par dage efter. Både ved Herning og Silkeborg blev de første marker tærsket 29. juli - men ved Herning lige en spids tidligere på bedriften Vestergård.

Første havre, der blev sendt ind, var en økologisk en af slagsen, der blev høstet ved Skærbæk. Her havde Nicolai Aabling aldrig set noget lignede med resultaterne af deres økologiske grynhavre på syv ton råvare pr. hektar.

Senest har en usædvanlig tidlig høst af hestebønner på en fynsk gård ved Middelfart overrasket hobbylandmanden Carsten Vesthammer.

Selvom alle præmier i Skyd Høsten Først er uddelt, kan man stadig deltage i konkurrencen og indsende billeder til Skyd Høsten Bedst.

Faktaboks

Sådan gør du

Skyd høsten først:

Vær den første til at indsende billedet af en høstede afgrøde. Der er præmie til det først indsendte billede af høsten i hver af de følgende 13 afgrøder:

Allerede høstet: Engrapgræs, rødsvingel, vinterbyg, alm. rajgræs, raps, vinterhvede, hvidkløver, vårbyg, rug, spinat til frø, triticale, havre og hestebønner.

Mangler høst:

Alle vindere får et gavekort til Restaurant Flammen på 800 kr.

Skyd høsten bedst

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad WiFi 32GB til værdi 2.280 kr. samt 5 x 1 valgfrit årsabonnoment på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.114 kr.

Skyd bedste video:

Skyd bedste høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 2.590 kr.

Du kan deltage i alle konkurrencerne her:

www.landbrugsavisen.dk/skyd-2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle